Funktionelle lidelser & Hypnose
- peter olesen
- 9. mar.
- 2 min læsning

Når kroppen glemmer, hvordan man går
I min klinik behandler jeg mange forskellige lidelser. Det kommer ofte i stimer – en slags rytme, hvor jeg pludselig har flere klienter med næsten samme problematik.
Lige nu er det funktionelle lidelser, der fylder.
Funktionelle lidelser er en diagnose, mange har hørt om, men få forstår. Det er en diffus kategori – en rest, en skuffe, en slags medicinsk gråzone. Symptomerne er virkelige, ofte invaliderende: smerter, træthed, svimmelhed, gangbesvær mm. Men prøverne viser ingenting. Det, man plejer at lede efter, er der ikke.
Det betyder ikke, at det “bare er psykisk”. Det betyder, at kroppen er kommet ud af takt med sig selv. Et nervesystem i alarm. Et system, der har lukket ned for visse funktioner, ikke fordi de er ødelagt, men fordi de er overbelastede.
Fordommene er mange: “Du fejler ikke noget.” “Du skal bare tage dig sammen.” “Det sidder i hovedet.” Men funktionelle symptomer er ikke forestillinger – de er oplevelser, biologiske reaktioner og i mange tilfælde midlertidige koblingsbrud mellem hjerne og krop.
Det var også tilfældet med Mille.
Mille var 17 år, da hun første gang kom i min klinik med sin mor. Hun sad i kørestol. Få uger forinden havde hun været indlagt med svære infektioner og vitaminmangel, og hun blev indlagt akut, da hun pludselig ikke kunne gå. Der var ingen neurologisk sygdom, ingen rygmarvsskade. Men hun kunne ikke længere bruge sine ben.
Vi fandt en forståelse sammen: Kroppen havde været i alarm så længe, at den havde lukket visse funktioner ned. Og selvom den nu havde fået fysisk ro, havde den ikke “husket” at tænde igen. Det var, som om forbindelsen var brudt – ikke fysisk, men funktionelt.
Vi arbejdede med hypnose og gennem indre billeder og forestillinger mindede vi kroppen om, hvordan det føltes at stå og gå. Hypnose er ikke en placeboeffekt, men en måde at kontakte kroppen indefra – og aktivere det, der ikke kan tvinges frem udefra.
De første gange kom Mille i kørestol. Tredje gang kom hun på krykker. Femte gang kom hun gående glad ned ad gangen til min klinik uden krykker. Det var stort. En påmindelse om, at kroppen kan mere, end vi tror, når den får en anden tilgang. Ikke mistro. Ikke tvivl. Men tillid og kontakt.
Jeg har igennem tiden haft mange forskellige patienter med funktionelle lidelser af forskellig art. Og hvis du ønsker at høre om jeg kan hjælpe dig, hvis du står i en lignende problemstilling så kan du skrive eller ringe og booke tid til 15 minutters forsamtale.
Comments